Kultur

Niels Hausgaard og Murer-Kjeld medvirker i ny nordjysk film, der sprænger flere rammer

Hvad kan du lære om livet af folk i Vendsyssel? En hel del, mener Anne Svejgård Lund og Niels Hausgaard, der i et humoristisk og stille portræt fortæller de store historier om livet gennem mennesker, du kan møde i Brugsen

Der er mange kvinder, der drømmer om Murer-Kjeld - og mange ægtemænd, der ser jaloux til.
Der er mange kvinder, der drømmer om Murer-Kjeld - og mange ægtemænd, der ser jaloux til. PR-foto: Still-billede fra ‘Os der lever’
15. december 2022 kl. 15:20
Opdateret 06. marts 2023 kl. 09:54

VENDSYSSEL: Man kommer næsten ikke uden om Murer-Kjeld i en film om Vendsyssel, men der er andre måder at portrættere ham på end den, du har set meget af de seneste år. Du kan for eksempel lade kvinderne i en broderiklub drømme løs om ham.

Gerda, Inger og Kirsten lægger ikke fingre imellem - det fyger med lumre kommentar om mureren med det mørke skæg og de lune øjne, og deres mænd bemærker godt fascinationen og investerer sig selv ekstra på hjemmefronten. Gør rent og gør sig umage og lader, som om alt er lidt sværere, end det er, så de kan shine. Filmen lader også en mand skrive et brev til Murer-Kjeld, hvori han beder ham undlade at flytte flere fyrtårne. Det er så svært for de andres egoer.

Anne Svejgård Lund, instruktør og en del af Dune Productions, et helt nyt produktionsselskab med base i Løkken, griner, når hun fortæller om diskussionerne i dagligstuen med broderidamerne, der også kommer omkring emner som mink og MeToo. Der er i det hele taget blevet grint en del de seneste to år, hvor hun sammen med Niels Hausgaard har skrevet manuskriptet til "Os der lever" - en film om mennesker i Vendsyssel.

Instruktør Anne Svejgård Lund (tv.) har slået sig sammen med Niels Hausgaard, der med tør humor binder en perlerække af små fortællinger i landsdelen sammen, hvor lokale åbner op for drømme, frygt og søgen efter svar på livets små og store spørgsmål. Her er de på optagelse i Biersted Kro. Foto: Cathrine Ertmann

De kan grine, fordi det hele er med kærlighed. De er selv begge vendelboere, og så må de gerne.

Sammen har de skrevet en film, som ingen andre filmskabere i Danmark kan lave, fordi de andre ikke er tæt på dette sted og menneskerne her. Ikke har adgangen, forstår hvor langt, man kan gå, og ikke forstår den særprægede vendelbo-humor, der nok bedst kan sammenlignes med den islandske på grund af den barske natur, færre mennesker, større langsommelighed og et humoristisk overlag til hver fortælling. Der kan siges meget med få ord. 

Men Anne Svejgård Lund og Niels Hausgaard har den på ryggraden, og selv om det er en humor, der er svær at oversætte, har den fået lov til at fylde i filmen, og testvisninger viser, at den virker - også på folk uden for Nordjylland.

En stor del af persongalleriet i Niels Hausgaards satire er hentet fra Vendsyssel, og han skruer ikke ned for satiren i "Os der lever". Foto: Cathrine Ertmann

Faktisk er filmen ikke tænkt som et portræt, pointerer Anne Svejgård Lund, der ikke vil begrænse filmen til "en nordjysk fortælling til nordjyder" - den er vedkommende for langt flere.

- Vi har ikke sat os ned og sagt, at der mangler et portræt af nordjyder, men nu hvor jeg er bosat her, er det naturligt, at jeg samler fortællinger op her. Motivationen er at lave en universel fortælling om at være menneske, og folk i Vendsyssel har jo lige så mange overordnede sandheder og interessante betragtninger om livet at dele som i resten af verden. Edvard Munchs værker handlede jo heller ikke om at være norsk, han malede bare, siger Anne Svejgård Lund, der sammen med Niels Hausgaard har bygget filmen op omkring en række løsrevne portrætter, hvor det almindelige menneske kæmper "en stille kamp mod ubetydeligheden og for selvstændigheden, langt fra dem, der bestemmer", som det hedder i materialet om filmen.

Noget af det, der kendetegner vendelboere, er en stærk drivkraft og iværksættertrang. Når man bor langt fra dem, der bestemmer, lærer man at gøre det selv, mener Anne Svejgård Lund. PR-foto

De har ikke været svære at finde frem til - de medvirkende. 

- Der er en uendelig mængde af historier, vi kunne tage afsæt i - en toer til filmen er nærmest allerede skrevet. Vi går bare og suger til os, siger Anne Svejgård Lund, der undervejs har været bevidst om konstant at afstemme, hvad folk kan stå inde for, for hun er kommet tæt på.

- Når du laver dokumentar, har du et stort etisk ansvar. Nogle glemmer undervejs, at der er kamera på, og de er nødt til at kunne stå inde for filmen bagefter over for naboer og sig selv. Og jeg rejser jo ikke herfra, når filmen er slut, jeg kommer til at møde Gerda nede i Brugsen, og der skal vi kunne se hinanden i øjnene.

Fællessang og kaffe med skuespillerne

For at forankre filmen lokalt arrangerer Dune Productions lokale visninger af den på plejehjem i nordjyske landsbyer under programmet "Os der (stadig) lever". Her kan beboerne og deres pårørende opleve filmen med musikere og fællessang, hvor folk kan synge med på den konfirmationssang - skrevet af Niels Hausgaard - der indgår i filmen.

Derudover er der planlagt et åbningsevent for filmen, der foregår i Musikkens Hus 3. februar, hvor en liveudgave opføres i koncertsalen af skuespillerne i filmen, og Aalborg Symfoniorkester opfører musikken til. Her kan du også synge fællessang og holde kaffepause sammen med de medvirkende.

Mere om filmen
  • "Os der lever" er instrueret af Anne Svejgård Lund og er produceret af Nikkie Breinholdt Dahm, Anne Svejgård Lund og Marie Schmidt Olesen.
  • Bag manuskriptet står Anne Svejgård Lund og Niels Hausgaard.
  • Filmen får premiere 3. februar 2023. 
  • Produktionen er blevet til i samarbejde med Aalborg Symfoniorkester og Musikkens Hus i Aalborg, og musikken til filmen optages live i Musikkens Hus i januar.
  • 3. februar kan filmen opleves til en unik liveevent i Musikkens Hus, der bliver præsenteret i samarbejde med CPH:DOX, Musikkens Hus og Aalborg Symfoniorkester.
Læs også
Hun skiftede storbyen ud med yderste klitrække. Og lavede en film om et Nordjylland uden kulisser
Læs også
Folk er vilde med Hausgaard og Murer-Kjeld: Filmpremiere med sjov overraskelse

Forsiden

Breaking
Svig og dokumentfalsk: Direktør i kendt Aalborg-virksomhed sendt hjem